KØBENHAVN, Danmark, 12. november 2021 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag regnskab for de første ni måneder af 2021 samt rapporterede på begivenheder for tredje kvartal 2021.
Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: “Vi har fortsat været udfordret på markederne for vores rejsevacciner i tredje kvartal som følge af COVID-19, men vi fastholder vores finansielle forventninger til helåret, da salget af både koppe- og ebolavacciner er upåvirket af situationen. Det understreger vigtigheden af en bredere og mere varieret produktportefølje. Vi er særdeles tilfredse med den solide fremdrift i pipelinen i løbet af tredje kvartal, hvor vi har fremlagt meget lovende resultater for vores COVID-19 booster-vaccinekandidat og har opnået finansiering til færdigudvikling af vaccinen. Desuden har vi præsenteret positive resultater for vores RSV-vaccinekandidat, der viste overordentlig god effekt ved at reducere symptomatiske RSV-infektioner i et challenge-forsøg. Disse aktiver giver anledning til stor optimisme for Bavarian Nordics fremtid, og vi ser frem til at rapportere yderligere herom i takt med at projekterne skrider fremad.”
Finansielle hovedpunkter
- Den samlede omsætning i de første ni måneder var DKK 1.354 mio. bestående af DKK 1.323 mio. fra det kombinerede salg af produkter og DKK 31 mio. fra kontraktarbejde.
- Omsætningen i tredje kvartal udgjorde DKK 449 mio. bestående af DKK 214 mio. fra salg af MVA-BN koppevaccine, DKK 160 mio. fra salg af Rabipur/RabAvert, DKK 72 mio. fra salg af Encepur og DKK 3 mio. fra kontraktarbejde.
- Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) i de første ni måneder var DKK 44 mio.
- Stærk finansiel position på DKK 2.182 mio.** ved udgangen af tredje kvartal.
- De finansielle forventninger til helåret fastholdes med en forventet omsætning på ca. DKK 1.900 mio., et driftsresultat før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) på ca. 100 mio. og likvider ved årets udgang på ca. DKK 1.400 mio.
DKK mio. | Q3 2021 | Q3 2020 | 9m 2021 | 9m 2020 | 2021 forventet |
Omsætning | 449 | 558 | 1.354 | 1.623 | ~1.900 |
Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) | 52 | 163 | 44 | 1.001 | ~100 |
Likvider | 2.182** | 2.569 | 2.182** | 2.569 | ~1.400 |
* EBITDA var i de første ni måneder af 2020 positivt påvirket af salget af Priority Review Voucher (DKK 628 mio.).
** Eksklusive uudnyttede kreditfaciliteter på DKK 243 mio. Desuden er belånte obligationer fratrukket.
Øvrige begivenheder
- I august blev foreløbige resultater fra det første forsøg i mennesker med COVID-19 vaccinekandidaten, ABNCoV2 rapporteret. Resultaterne viste, at vaccinekandidaten var veltolereret og fremkaldte en kraftig antistofrespons, der var højere end det, der er rapporteret for de godkendte vacciner. Resultater fra højdosisgrupperne er nu blevet tilgængelige og indikerer, at der nås et plateau i immunresponserne, da tilsvarende høje antistofniveauer blev vist for disse grupper. Endvidere vistes høje neutraliserende antistofniveauer mod SARS-CoV2 virusvarianter, herunder også Delta-varianten.
- I august påbegyndte Bavarian Nordic et fase 2 klinisk forsøg med ABNCoV2 med henblik på at undersøge vaccinens potentiale som en universel boostervaccine for personer med eksisterende immunitet fra tidligere COVID-19 vaccination eller sygdom. Foreløbige resultater fra forsøget forventes i december 2021.
- I august indgik Bavarian Nordic en aftale med det danske sundhedsministerium om finansiering af den videre udvikling af ABNCoV2 som en COVID-19 boostervaccine. I henhold til aftalen vil Bavarian Nordic kunne modtage op til DKK 800 mio. Aftalen blev endeligt godkendt af Folketingets Finansudvalg i september.
- I september rapporterede Bavarian Nordic positive resultater fra human challenge-forsøget med MVA-BN RSV. Forsøget opnåede det primære endemål, idet der påvistes en statistisk signifikant reduktion af virusmængden hos de vaccinerede, sammenlignet med kontrolgruppen, der modtog placebo. Vaccinen viste effektivitet på 79% i reduktion af symptomatiske RSV-infektioner. Forberedelserne til et fase 3-forsøg i 2022 fortsætter, dog afhænger den endelige beslutning om gennemførelse drøftelser med de regulatoriske myndigheder om udformningen af fase 3 samt overvejelser omkring finansierings-og partnermuligheder.
Begivenheder efter rapporteringsperioden
- I overensstemmelse med generalforsamlingens bemyndigelse til bestyrelsen og selskabets vederlagspolitik, har bestyrelsen i dag besluttet at udstede tegningsoptioner til koncernledelsen og udvalgte medarbejdere i Bavarian Nordic koncernen. I overensstemmelse med selskabets vederlagspolitik, foretages en ekstraordinær tildeling til administrerende direktør Paul Chaplin, hvilket er uddybet på side 6 i delårsrapporten. Der er i alt udstedt 716.256 tegningsoptioner, der giver optionsholderne ret til tegning af op til i alt 716.256 aktier a nominelt DKK 10, til en udnyttelseskurs på DKK 353,06 pr. aktie.
Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere delårsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen på https://www.bavarian-nordic.com/investor/events.aspx?event=6097. For at stille spørgsmål, benyt venligst et af følgende telefonnumre og oplys deltagerkoden: 2839609. Danmark: +45 32 72 80 42, UK: +44 (0) 844 571 8892, USA: +1 631-510-7495.
Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43
Selskabsmeddelelse nr. 35 / 2021
Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppevacciner, og er mangeårig leverandør til den amerikanske regering af en ikke-replikerende koppevaccine, som er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, også til beskyttelse mod abekopper. Vaccinen er desuden godkendt som koppevaccine i Europa og Canada. Vores kommercielle produktportefølje består endvidere af markedsledende vacciner mod rabies og flåtbåren hjernebetændelse. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. Blandt andet har vi udviklet en ebolavaccine, der er licenseret til Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson. Vi er desuden engageret i udviklingen af en næstegenerations COVID-19 vaccine. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.
Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.
Vedhæftet fil
