Nationalbanken offentliggør i dag rapporten Statens låntagning og gæld 2020. Hovedbudskaberne i rapporten er:
- Statens finanser udviklede sig bedre end ventet i 2020, og statens konto blev opbygget til 137 mia. kr. ultimo 2020. Den betydelige kontobuffer medvirker til, at staten går ind i 2021 med et godt udgangspunkt. Den danske statsgæld udgjorde 536 mia. kr., svarende til 23 pct. af BNP ultimo 2020.
- Forløbet under covid-19-krisen satte en tydelig streg under vigtigheden af, at staten har adgang til en bred og diversificeret investorbase gennem flere finansieringskanaler.
- På trods af perioder med markedsuro blev de indenlandske statsobligationer solgt til rekordlave renter i 2020. I gennemsnit blev statens nominelle statsobligationer solgt til en effektiv rente på -0,33 pct. p.a. og en gennemsnitlig løbetid på 11,6 år. De samlede renteomkostninger på statsgælden udgjorde 0,7 pct. af BNP.
Læs mere i rapporten Statens låntagning og gæld 2020.
Henvendelse kan rettes til Thorsten Meyer Larsen på tlf. 3363 6131.