Til Nasdaq Copenhagen                                                                          

16. december 2020

Nykredit opjusterer forventninger
Den foreningsejede Nykredit-koncern hæver og indsnævrer forventningerne til forretningsresultat og resultat før skat for 2020 fra 5,5-6,0 mia. kr. til et forretningsresultat i niveauet 6,1-6,3 mia. kr. og et resultat før skat i niveauet 6,2-6,4 mia. kr.

Opjusteringen bunder i en god udvikling i forretningen, udsigt til lavere nedskrivninger end ventet samt en fortsat gunstig udvikling i 4. kvartal på både beholdningsindtjeningen og derivatporteføljen.

Nykredit har ikke tidligere i år haft specifikke forventninger til resultatet af forretningsmæssigt udgåede derivattyper, men år til dato ligger indtjeningen på denne post, der alene påvirker resultat før skat, i niveauet 0,1-0,2 mia. kr. Derfor har Nykredit valgt at angive forskellige forventninger på forretningsresultat og resultat før skat.

Koncernchef Michael Rasmussen udtaler:
– I både Nykredit Bank og Totalkredit har vi i 2020 haft stærk udlånsvækst og kundetilgang. Det bekræfter, at den underliggende forretning trods coronakrisen er i god form. Jeg glæder mig især over, at kunderne kommer til i alle egne af landet. Året er ikke omme endnu, men indtil videre har vi i Totalkredit i 2020 haft udlånsvækst i alle landets 98 kommuner.

– Dansk økonomi har vist sin styrke under coronakrisen, og de fleste danske boligejere og virksomheder har klaret sig bedre end frygtet. Vi ved dog, at nogle kunder er ramt særligt hårdt under den nye bølge af nedlukninger. Dem vil vi selvfølgelig hjælpe gennem en svær tid, hvis vi kan på ansvarlig vis. Derfor har vi i Nykredit Bank genåbnet og forlænget en række af de særlige coronatiltag, vi introducerede i foråret.

Genåbningen af de særlige coronatiltag betyder bl.a., at privatkunder i Nykredit Bank, der oplever kritisk indkomstnedgang som følge af den aktuelle nedlukning, kan få et særligt lån til 0% i rente og 0 kr. i oprettelsesgebyr. Vi tilbyder også vores kreditværdige helkunder i Nykredit Bank at få udbetalt de resterende feriepenge allerede nu til 0% i rente og 0 kr. i oprettelsesgebyr. Man kan læse mere om de særlige coronatiltag til både privat- og erhvervskunder på Nykredits hjemmeside: [Indsæt link].

Nykredit-koncernen offentliggør som planlagt årsrapport for 2020 den 11. februar 2021, hvor Nykredits ledelse vil være til rådighed for uddybende kommentarer.

Kontakt presseafdelingen på tlf. 20372869 for yderligere oplysninger.

Vedhæftet fil