Til NASDAQ OMX Copenhagen A/S
GlobeNewswire
Faaborg, den 19. maj 2020
Selskabsmeddelelse nr. 7/2020
Opdatering af forventninger til 2020
I selskabsmeddelelse nr. 3 af 25. marts 2020 suspenderede SKAKO sine forventninger til 2020 på grund af den store usikkerhed om Covid-19’s påvirkning af SKAKO’s forretning i 2020. På baggrund af de foreløbige resultater for 1. kvartal 2020 og en forventet lavere usikkerhed vedrørende Covid-19’s påvirkning af SKAKO’s forretning opdaterer SKAKO nu forventningerne til 2020.
Det foreløbige regnskab for 1. kvartal 2020 viser en omsætning på 97,8 mio. kr., svarende til en vækst på 10,0% i forhold 1. kvartal 2019. Resultatet af den primære drift (EBIT) blev på 5,6 mio. kr. mod 3,4 mio. kr. i samme periode sidste år. Denne forbedring skyldes en væsentlig forbedring af resultatet i SKAKO Concrete, hvor profitabilitetsprogrammet for SKAKO Concrete (S2020) har haft en positiv effekt.
Covid-19 pandemien påvirkede kun resultatet i de sidste to uger af marts, hvorfor resultatet for 1. kvartal 2020 lå på et godt niveau og over samme periode sidste år. Indvirkningen fra Covid-19 forventes at blive forstærket i 2. kvartal, hvor omsætningen fra aftersales forventes at falde yderligere, men med en forventet normalisering i løbet af 2. halvår. Den kvartalsvise omsætning fra anlægsordrer forventes i de næste kvartaler at ligge under niveauet for 1. kvartal 2020 på grund af påvirkning af Covid-19.
Forventninger til 2020
På baggrund af de foreløbige resultater for 1. kvartal 2020 og forventningerne til omsætning i resten af 2020, forventes et resultat af primær drift (EBIT) på 10-15 mio. kr. for 2020. Covid-19 øger usikkerheden i økonomier verden over, og denne forventning er således også behæftet med en væsentlig større usikkerhed end normalt. De væsentligste usikkerheder er relateret til den forventede omsætning:
”Jeg er glad for, at det foreløbige regnskab for 1. kvartal 2020 viser en fremgang i omsætningen på 10% og en væsentlig forbedring af vores indtjening sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig begynder vi at få lidt mere sikker grund under fødderne i forbindelse med Covid-19 og har derfor nu valgt at gå ud med opdaterede forventninger til 2020”, udtaler bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen.
Med venlig hilsen
SKAKO A/S
Jens Wittrup Willumsen
Bestyrelsesformand
Tlf.: 23 47 56 40