ALK meddeler i dag, at virksomheden har færdiggjort sin strategi for at komme ind på det amerikanske marked for adrenalinpenne (AAI). Den nye strategi fokuserer på en næstegenerations-adrenalinpen i samarbejde med den amerikanske virksomhed Windgap Medical ("Windgap").
Adrenalinpenne bruges til akut behandling af akutte allergiske reaktioner, også kendt som anafylaksi, forårsaget af eksempelvis fødevarer eller bistik.
Der er flere end 200.000 tilfælde af anafylaksi årligt i USA, og et studie fra det amerikanske astma- og allergiforbund, Asthma and Allergy Foundation of America, viser, at op mod 16 millioner amerikanere vil opleve et anafylaktisk chok mindst en gang i livet. ALK vurderer, at det amerikanske marked for adrenalinpenne overstiger USD 1 mia. årligt.
Carsten Hellmann, ALK's adm. direktør, siger: "ALK har i flere år haft en målsætning om at få del i dette vigtige amerikanske markedssegment. Den nye adrenalinpen vil opfylde patienternes, markedernes og forsikringsselskabernes behov for en lille, letanvendelig pen, der er ikke-temperaturfølsom og har en lang holdbarhed. Vi er overbeviste om, at når det lykkes for ALK og Windgap at få pennen udviklet og godkendt, vil den have potentialet til at blive særdeles konkurrencedygtig og meget profitabel for ALK inden for få år, på trods af at flere generikaprodukter er kommet på markedet."
Han fortsætter: "ALK's mangeårige ekspertise på markedet for adrenalinpenne og kommercielle ekspertise inden for allergi vil være afgørende for at opnå succes. Allergispecialister er nøglepersoner i forbindelse med udskrivning af adrenalinpenne til patienter, og vi anslår, at 25 % af amerikanske recepter på adrenalinpenne udstedes af læger, som ALK allerede har kontakt til."
I aftalen med Windgap har ALK eksklusive, globale salgs- og distributionsrettigheder for Windgaps adrenalinpen mod udvalgte milepælsbetalinger, royalties af nettosalget i USA samt overskudsdeling for produkter solgt uden for USA.
Windgaps adrenalinpen har endnu ikke været vurderet af de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA), men ALK og Windgap forventer at indsende en registreringsansøgning til FDA i løbet af de næste par år, når pennen er færdigudviklet. ALK vil fortsat udnytte sin ekspertise til at bistå Windgap med udviklingsprocessen samt med godkendelsesprocessen.
ALK og Windgap vil ligeledes samarbejde om på sigt at gøre den nye adrenalinpen tilgængelig i markeder uden for USA. I mellemtiden vil ALK's eksisterende adrenalinpen, Jext®, fortsat være et vigtigt produkt for virksomheden i Europa.
Meddelelsen ændrer ikke ALK's forventninger til regnskabsåret 2019.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
ALK:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, mobil 3050 2014
Windgap:
Christopher J. Stepanian, medstifter og adm. direktør, Windgap Medical, Inc., tlf. +1 617 440 3311
e-mail: press@windgapmedical.com
Disse oplysninger er oplysninger, som ALK-Abelló A/S er forpligtet til at offentliggøre i henhold til EU's markedsmisbrugsforordning.
Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.400 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.
Om Windgap
Windgap Medical, Inc. er en hurtigvoksende, privatejet farmavirksomhed i Boston-området, der fokuserer på udvikling af patientløsninger, der udnyttet virksomhedens patenterede våd/tør administrationsplatform for lægemidler, AndiPen®. Virksomhedens første produkt er en adrenalinpen til behandling af anafylaksi, og virksomheden har yderligere produkter under udvikling på flere markeder. Find mere information på
www.windgapmedical.com.
Vedhæftet fil