FirstFarms A/S køber større landbrug i Slovakiet og opjusterer forventninger til årets resultat

Med henvisning til FirstFarms’ selskabsmeddelelser af hhv. 7. februar 2019 og 2. maj 2019, har FirstFarms A/S i dag indgået endelig aftale om køb af Hospoda Invest A/S og dermed overtaget kapitalandelene og driften af selskabet. Hospoda Invest A/S ejer 100% af det slovakiske selskab JK Gabcikovo s.r.o., der omfatter plante- og svineproduktion i Slovakiet.

Der er 2.300 søer med en årlig produktion af 75.000 grise, hvoraf 40-45.000 sælges som smågrise og 30-35.000 som slagtesvin. Produktionsanlæggene er af høj kvalitet, og produktionsresultaterne har i en årrække været meget tilfredsstillende. 

Produktionsgrundlaget for planteproduktionen er 1.500 hektar ejet agerjord af høj kvalitet. Sædskiftet er varieret, primært bestående af korn, raps og majs.

Adm. direktør i FirstFarms Anders H. Nørgaard siger: ”Med købet af Hospoda Invest A/S, underbygger vi vores ambitiøse vækststrategi vedrørende investeringer i – og drift af – bæredygtige landbrug i Østeuropa. Vi forventer tillige, at der vil være betydelige synergieffekter i forhold til FirstFarms’ svineproduktion i Ungarn samt den eksisterende planteproduktion i Slovakiet.”

Den samlede betaling for fuld overtagelse af Hospoda Invest A/S udgør 185,7 mio. kr.

Med købet opjusterer FirstFarms forventningerne for året til et EBITDA på 75-80 mio. kr. og et EBIT på 30-35 mio. kr., mod et tidligere udmeldt EBITDA på 67-71 mio. kr. og EBIT på 25-30 mio. kr.

Samlet driver FirstFarms nu 19.500 hektar landbrugsjord, hvoraf ca. 8.500 hektar er ejet. ”Jordbanken” er således øget med 21% i forbindelse med købet. Vi har 4.800 søer, som fravænner 160.000 smågrise, og der sælges 100.000 slagtesvin om året. Mælkeproduktionen består af 2.500 køer med opdræt, som leverer 25 mio. kg mælk om året.

Med venlig hilsen
FirstFarms A/S

For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.
                                           
Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab, der opkøber og driver landbrug i Østeuropa. Vi udvikler de enkelte landbrug til moderne, bæredygtige virksomheder, der leverer mælk, kød og korn af bedste kvalitet til middagsbordene i hele verden.

                                 

Vedhæftede filer